Et næsten 100-årigt museum med 200 års kunsthistorie i en 300 år gammel bygning 

Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke blev en del af hele Viborgs identitet og selvforståelse; en så stor del, at det førte til et statsanerkendt kunstmuseum for ikke bare Joakim Skovgaard men hele kunstnerfamilien Skovgaard og deres samtid – og et museum, der bliver ved med at afsøge ny og udviklende dansk kunst 

Det begyndte med en udstilling 
Kunstneren og professor Joakim Skovgaard satte store aftryk i den danske kunst- og kulturhistorie. Men få steder var aftrykkene så store som i Viborg, hvor udsmykningen af domkirken står som et absolut hovedværk. 

Efter Joakim Skovgaards død arrangerede byen derfor i 1935 en udstilling i det daværende rådhus’ festsal. Her kunne man se skitsebøger og studier og udkast til malerier og andre arbejder – og altså komme tættere på mennesket og tankerne bag kunsten. 

Udstillingen blev det første skridt mod et decideret Skovgaard Museum. 

Værker skænket af Skovgaard-familien 

Både Viborg og Skovgaard-familien ønskede mere end en udstilling. 

Det førte ved en fælles indsats til åbningen af Skovgaard Museet den 25. juli 1937. 

Museet havde hjemme i en lille, tidligere telegrafbygning ved siden af det oprindelige rådhus på Domkirkestræde – altså ved siden af den bygning, der i dag huser museet.  

Og hovedparten af værkerne var skænket af Skovgaard-familien, der lovede sin store samling til Viborg – på betingelse af, at den fik ”passende rammer”. 

Mere end et museum for én mand 
 
Helt fra begyndelsen var det både kunstnerfamiliens og Viborgs ønske, at Skovgaard Museet blev mere end et museum for én mand. Og mere end et museum for én familie. 

Derfor blev samlingen løbende udvidet og omfatter værker af – og fortællinger om – fem generationer af familien Skovgaard og kunstnere i kredsen omkring dem. Det gør samlingen til et billede på maleriets, billedhuggerkunstens og kunsthåndværkets historie i Danmark fra 1830 til 1960. 

Museet udvikler sig og flytter 
 
I begyndelsen af 1960’erne stod Skovgaard Museet overfor en række muligheder. Og særligt én udfordring. 

 
Det begyndende økonomiske opsving omkring 1960 gav Viborg større økonomisk råderum – og dermed mulighed for et større tilskud til museet – og en ny museumslov fra 1958 åbnede ligeledes op for forandringer for museet. Heldigvis. For museet var efterhånden blevet alt for stort til den lille telegrafbygning. 

Derfor flyttede museet i 1962 til Samuel Gerbers Gård, Sct. Mogens Gade 3, og samme år blev Harald Ditzel ansat som leder af museet – efter nogle år som den første fuldtidsansatte på museet. 

Flytningen løste dog ikke alle pladsproblemerne, og i 1981 flyttede museet ind i den nuværende bygning, Viborgs smukke, gamle rådhus fra 1728, opført af bygmester Claus Stallknecht fra Altona. 

Museet i dag – for i dag 
Skovgaard Museet er i dag et statsanerkendt, selvejende kunstmuseum. 

Museets ansvarsområde er kunstneriske udtryk frembragt af Joakim Skovgaard og hans slægt, venner og elever samt den relevante kunst og kunstneriske genre, som især er blevet dyrket af disse (den kirkelige kunst, kunsthåndværk, landskabsmaleri).  

Man kan derfor opleve et århundrede af dansk kunst med værker fra den danske guldalder og tiden efter 18-1900-tallet. Gennem skiftende særudstillinger fortæller museet nye historier og præsenterer ældre og helt ny kunst, der giver nye perspektiver på Skovgaard-familiens livsværk; kunst, der sætter i perspektiv og trækker tråde. 
 
P.C. Skovgaard og guldaldermalerne 
Skovgaard Museet præsenterer som nævnt også værker af kredsen omkring Skovgaard-familien. Det gælder eksempelvis værker af malerne Johan Thomas Lundbye, Thorald Læssøe, Lorenz Frølich, Constantin Hansen og Janus la Cour, som alle var markante kunstnere i den danske guldalder med nationalromantiske værker, rejsebilleder og portrætter. 
 
Joakim, Niels, Susette og Det Moderne Gennembrud 
De tre Skovgaard-søskende, Joakim, Niels og Susette, var præget af deres fader og den grundtvigianske forestillingsverden. Men de gik samtidig deres egne veje.  

De repræsenterer således en generation, der omfattede en mangfoldighed af medier i kunst og kunsthåndværk, herunder keramik, porcelæn, grafik, vævning og bogkunst. Og en generation, der forenede en ny forståelse af omverdenen med Skønvirke og den symbolistiske bevægelse.