P.C. Skovgaard og den danske guldalder

P.C. Skovgaard (1817-1875) voksede op i Vejby i Nordsjælland og viste tidligt talent for tegning. Allerede som 14-årig blev han optaget på Kunstakademiet i København, hvor han knyttede nære bånd til kunstnere som J.Th. Lundbye, Wilhelm Marstrand og Christen Købke. I 1851 giftede han sig med Georgia Schouw, datter af botanikeren J.F. Schouw, og blev en del af tidens toneangivende kunstneriske og videnskabelige miljøer. 

Nationen og landskabet

På Kunstakademiet blev Skovgaard præget af C.W. Eckersbergs opfordring til at male direkte i naturen frem for at arbejde ud fra forbilleder i atelieret. Men selv om Skovgaards landskaber byggede på nøjagtige studier af naturen, var de også formet af tidens politiske strømninger. 

I første halvdel af 1800-tallet oplevede Danmark store omvæltninger: statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814 og senere Treårskrigen skabte usikkerhed om nationens fremtid. Samtidig voksede tanken om nationalstaten frem over hele Europa. I Danmark kom kunsten til at spille en central rolle i at styrke den nationale identitet og selvforståelse. 

Skovgaard og hans kunstnerkolleger fandt motiverne i det danske landskab. Bøgeskove, kyster, gravhøje og søer blev ikke blot skildret som natur, men også som billeder på nationen.  

Mester i natur og portræt

Som en central skikkelse i den sene guldalder og nationalromantikken mestrede Skovgaard både de intime naturstudier og de store, monumentale landskaber. Hans værker forener præcise naturobservationer med en poetisk og idealiseret fremstilling af Danmark.  

Livet igennem malede han også enkelte portrætter, bl.a. af sine tre børn, som alle er kendetegnet ved et nærvær og en utrolig evne til at iagttage den portrætterede person. De tre portrætter kan opleves her på museet. 

En af tidens mest anerkendte kunstnere 

Skovgaard skabte en omfattende produktion af malerier, tegninger og skitser og arbejdede også med kunsthåndværk. Han blev professor ved Kunstakademiet, modtog adskillige hædersbevisninger og var ved sin død en af Danmarks mest anerkendte kunstnere. Hans samlede værk omfatter omkring 1.000 malerier samt et tilsvarende antal tegninger og skitser.