Ulrik Møller - Landskaber

Landskabogskyer
Landskab og skyer, 2006

Skovgaard Museet kunne med stolthed vise, den første omfattende præsentation af Ulrik Møllers værker, deriblandt flere helt nye værker.
Den danske maler Ulrik Møllers (f. 1962) værker er som fata morganaer - de ligner landskabsmalerier fra det nittende århundrede, men er skabt i det 21. århundrede. Deres tilsyneladende naturalisme spiller øjet et puds, der først afsløres, når man nærmer sig hans lærreder. 

Arvetager med nutidigt blik

Ulrik Møller tager arven fra kunsthistoriens landskabsmaleri op og ser på den med en nutidig optik, der nok er smuk, men ikke idyllisk. Ulrik Møller forherliger ikke det danske landskab, på trods af, at mange af hans malerier også rummer en stor skønhed. Hans værker synes beåndet med en melankolsk stemning, som hvis sjælen fra Vilhelm Hammershøis tomme stuer var krøbet under barken på P.C. Skovgaards bøgeskov.

Fjellebroen
Fjellebroen, 2005

Det mennesketomme landskab
Møllers skildringer er mennesketomme, om de forestiller det centrale Berlin eller en lille dansk provinsby. Denne tomhed er fyldt med en anelsesfuld uhygge, der gør Møllers værker indtrængende og urovækkende. Kontrasten mellem det skønne og det foruroligende giver værkerne en særlig intensitet og nærvær. De forfører os med deres tilsyneladende skønhed, men denne skønhed er gennemtrængt af tristhed og en vis unheimlichkeit.

Nab
Nab bugt, 2002

Den ydre og indre verden
Ulrik Møller er teknisk en eminent dygtig maler, men han er også en kunstner, der forstår at give sine billeder ånd. Han tager det nære og dagligdags og besjæler det med en melankoli, der giver værkerne en helt særlig stemning. Møllers motiver forestiller ikke bare jord, vand og himmel, de er symboler på hvordan det materielle og tilsyneladende håndgribelige kan opløses for vores øjne og afsløre verden som noget ganske udefinerbart og flygtigt. Han bruger således den ydre verden til at give et billede af den indre. Ved at kombinere indtrykkene fra sin fynske barndom med impulser fra det vibrerende Berlin, hvor han bor i dag, skaber han et bud på eksistentielle betragtninger over det moderne liv. 

Der blev vist 45 værker af Ulrik Møller på udstilling. I blandt disse var både oliemalerier og akvareller.

Ulrik Møller

1. september - 26. november 2006

Udstillingen blev skabt i samarbejde med Nivaagaards Malerisamling i Nivå i Nordsjælland.