Dybtryk. Sofus Rindel og Sesam

SofusRindel

Dybtryk
Stentryk
fejrede vi for ti år siden, da den litografiske kunst blev 2oo år gammel. Med Højtryk åbnede Skovgaard Museet sin første grafikudstilling i år. Det var farvetræsnit, som vistes i bred variation. Nu er vi i rækken af grafiske teknikker kommet til dybtryk.

Dybtrykkets ældste metode er kobberstik. Den går tilbage til begyndelsen af 15oo tallet. Lucas Cranachs og Albrecht Dürers kobberstik blev netop vist i Viborg i anledning af reformationsfestlighederne. Variationer på kobberstik er raderinger og ætsninger. Men forfinelsen og variationen på dybtrykkets teknik omfatter ligeledes manière noire, akvatinte og mezzotinte, ligesom kemiske gravurer efter fotografi. 


Grafikeren Sofus Rindel
Sofus Rindel har hele livet igennem forfinet sin dybtrykteknik. Han er mester i akvatinte og manière noire og hans grafiske serier, han i årenes løb har trykt i sit grafiske atelier, er for længst del af SKOVGAARD MUSEETS GRAFISKE ARKIV.

Nu har Sofus Rindel deponeret hele sit grafiske værksted med kobbertrykspresse, redskaber og eksempler på trykplader på Skovgaard Museet. Museet bruger denne lejlighed til at invitere publikum til ikke alene at se et komplet kobbertryksværksted, men også til at gense en del af hans grafiske arbejder. 


Selskabet for Grafisk Kunst SE-SAM
På samme tid havde museet inviteret medlemmer af Selskabet for grafisk kunst SE-SAM til at vise, hvad de har i skuffer og mapper og komponere en hel ophængning. For - som vi er overbeviste om - 
havde SE-SAM værker at vise, som vi aldrig havde set før. Og vi troede på, at der kom besynderlige, vidunderlige, særlige, sjældne værker frem og et godt billede af dybtrykkets mangfoldighed, men også af samlerens lyst og lidelse. 

Udstillingen overraskede ikke alene med sin kunstneriske kvalitet, men lige så meget med sin kunsthistoriske bredde: fra Italien over Tyskland til dansk grafik og vore dages kunstneriske udtryk, der stadig kan brillere ved den gamle raffinerede teknik.

 

DYBTRYK

Information

30. april - 22. maj 2005

Hent udstillingens katalog her.