Thorvald Bindesbøll
Thorvald Bindesbøll omtales i dag som grundlæggeren af dansk design, men han var også nær ven af Joakim Skovgaard.
Nogle blev forskrækket over Bindesbølls bryske udseende med sin kuglerunde isse og stirrende øjne, men kollegaen Elise Konstantin-Hansen berettede, at man ikke skulle lade sig narre: ”Til Frygt var der dog ingen Grund. Han var det godmodigste Menneske i Verden – Kærlig Søn, trofast Broder.” Blandt sine kunstnerkollegaer var Bindesbøll en ofte benyttet smagsdommer. Der stod respekt om hans sikre sans for farver, linjeføring og sammenhæng. Han efterlod sig en omfattende produktion af arkitektur, monumenter og gravstene, møbler, keramik, stukornamenter, broderimønstre, bogbind, forsatspapir, titelblade, ex-libris, brevpapir, plakater, tapeter, samt genstande i smedejern, messing og sølv. ”En Kunstner har aldeles ingen retning” skulle være hans motto.
Joakim Skovgaard var en god ven af Bindesbøll. De to var meget forskellige af natur, men fandt fælles fodslag i arbejdet med kunstneriske udsmykninger af alt fra bøger til kirker. Thorvald Bindesbøll bidrog således med udformningen af mosaikvinduerne i apsis, dekorationerne i hvælvingerne i sideskibene og en del af de engleformede lamper i Viborg Domkirke i forbindelse med Joakim Skovgaards udsmykningsarbejde der i begyndelsen af det 20. århundrede. De arbejdede tillige sammen på Dragespringvandet på Rådhuspladsen i København samt Bjørnespringvandet i rådhusets gård fra 1889.
Sideløbende med hans store arbejde med keramikken blev hans for tiden moderne dekorationer omsat til bogbind, plakater, brevpapir, ex-libris, stempler, etiketter, møbler og sølvtøj. Hans unikke stil er nem at genkende, når man først har lært den at kende.