På fredag den 12. april kl. 16.00 – 17.00 og en måned frem inviteres du til at opleve tilføjelser til museets permanente udstilling på 1. sal, som vi har valgt at kalde: ’Duften af Guldalder’.
Hvad end du er ny eller tilbagevendende besøgende på Skovgaard Museet, så er landskabsmalerierne på denne øverste etage i det gamle barok-rådhus nok særdeles velkendte. Landskabsmalerierne og deres kulturhistoriske samtid: romantikken, er fast pensum i folkeskolen, så måske kender du værkerne så godt, at du næsten ikke længere lægger mærke til alle detaljerne i dem. Måske har du brug for et nyt perspektiv på værker fra guldalderen?
Det har elever fra Viborg Gymnasium forsøgt at gøre noget ved. Udstillingen er et led i et partnerskab mellem Skovgaard Museet og Viborg Gymnasium under projektet: ”STEAM på museer”. Eleverne har, ved at drage ind i malerierne, fundet frem til dufte, der gemmer sig i det landskab, kunstneren har gengivet, og forsøgt at revitalisere oplevelsen af værkerne. Dufte er nemlig så små, at vi ikke kan se dem. Vi kan blive enige om, at de er i de landskaber, eleverne har placeret os i, og vi kan måske også dufte dem, men vi kan ikke tage fat i duftene og sige: Her er de!
Revitaliseringen sker gennem 3D-modeller af duftene, som materialiserer sig i form af duftmolekyler. Derudover vil der være en formidling af sammenhængen mellem perioden, malerierne og duftene gennem tekst og lyd.
Kom forbi og oplev museets guldaldersamling på en ny måde.