image description

Ole Lejbach & Jens Blendstrup - GENFÆRD
17. maj - 03. sep 2023

Ole Lejbach & Jens Blendstrup - GENFÆRD

Skovgaard Museet og Danmarks Forsorgsmuseum præsenterer i sommeren og efteråret 2023 et litterært kunstudstillings- og bogprojekt med titlen Ole Lejbach & Jens Blendstrup - GENFÆRD

Lejbach (f. 1951) og Blendstrup (f. 1968) er kendte for udstillings- og bogsuccesen Ege Ekspeditioner, der i 2015-16 var aktuel på Fuglsang Kunstmuseum, Johannes Larsen Museet og Kunstcentret Silkeborg Bad.

Hvor Ege Ekspeditioner med ord og billeder tog os dybt ned i egetræernes rødder og helt ud de prosaiske kviste, bevæger vi os med Genfærd ind det stof, som vi selv er gjort af, historien, det tidslige og identitetsskabende, men også ind i det at være menneske. Ole Lejbach har tegnet en lang række danskere over fotografier fra museernes egne analoge arkiver samt det digitaliserede arkiv.dk og Jens Blendstrup har vækket dem til live i knivskarpe tekster. Til sammen giver tekst og billede et indblik i os danskere på en måde, der både er seriøs, fængslende og humoristisk og som sjældent, måske aldrig, er set før.

Projektet giver de helt almindelige, glemte danskere fra fortiden nyt liv gennem billedlig og sproglig bearbejdning. Ege Ekspeditioner gav stemme til egetræerne, og Genfærd giver ordet til de almindelige danskere, som levede liv, der, ifølge Blendstrup: 

”ikke var til Kraks Blå Bog, men livets røde. Fra groteske grosserer med cigarer i munden til stille liv, og stærke liv, og vilde overlevere i klippespalterne fra et voldsomt samfund, der buldrede frem og forandrede sig for vores øjne.”

Ved at se på nogle af disse skæbner med ord og billeder sætter Genfærd sig for at indfange dette det særlige aftryk af liv, før det forsvinder helt. Det er en litterær kunstudstilling med tilhørende bog, der skal minde os om- og lade os mærke, at vi, selv i disse digitaliserede SoMe-tider, står på skuldrene af andre, der var her før os. De boede i vores huse og færdedes i vores byer. De drømte og følte og rullede deres livshjul, ligesom vi i dag ruller vores. De er borte og glemte, men sporerne af dem findes stadig rundt omkring os. Projektet sammenkobler disse spor og giver genfærdene nyt liv. Nogle gange er der trædesten, som arkiverne kan hjælpe med at lægge, og som kan bruges i en fortælling, men andre gange er der kun et furet ansigt, et usikkert, tandløst smil eller en nervøs missen mod solen, at tage afsæt i. Ikke desto mindre skal historierne frem, og genfærdene skal have nyt liv. Med billede og tekst fylder Lejbach og Blendstrup historiens huller ud og skaber en ny fortælling, der giver genfærdene en identitet på ny.

Kilderne til projektets indhold kommer fra databasen arkiv.dk og fra museernes egne fysiske arkiver. Lejbach genskaber med sjælfulde portrætter fyldt med nærvær og Blendstrup skriver tekster til. Det er en form for ”sublimering”, hvor mennesket på det falmede negativ får nyt liv på papiret gennem kunstnerens og forfatterens opmærksomme bearbejdning.

Genfærd skal vise, at dem der levede før os, stadig har en relevans og at deres fingeraftryk fortsat pletter vinduerne i vores transparente informationssamfund. Vi vil fortælle den gode historie, give fortidens ansigter genkendelighed og forbinde os med de mennesker, der byggede vores samfund. Når vi forstår, hvem de var, får vi et klarere billede af, hvem vi selv er.