image description
Susette Cathrine Holten f. Skovgaard

Den glemte søster
25. jan - 20. maj 2013

Susette Cathrine Holten f. Skovgaard
Først var det Anna Ancher, og så var det Marie Krøyer, der fik sit folkelige gennembrud, sidstnævnte takket være Bille Augusts seneste film. Både Anna og Marie var gift med berømte mandlige kunstnere og har i mange år stået i skyggen af dem. De to kvinder var dog ikke de eneste, der kæmpede for at slå i gennem som kunstnere i en tid, hvor der ikke var plads til kvinder i kunstverdenen.

Susette Holten var datter af den berømte guldaldermaler, P.C. Skovgaard, og søster til de to anerkendte kunstnere Joakim og Niels Skovgaard. Men fordi hun var kvinde, fik hun dog aldrig mulighed for at få den samme uddannelse på Kunstakademiet som sine mandlige familiemedlemmer. Hun blev dog kunstner men har igennem mange år glimret ved sit fravær i kunsthistorien.

Kvinden
Susette Holten mistede sin mor, da hun kun var 5 år gammel, og sin far, da hun kun var 12 år gammel, og den forældreløse pige blev anbragt hos kunstneren Thorald Læssøe, som var nær ven af Skovgaard-familien og boede på den anden side af gaden fra det Skovgaard'ske hjem på Rosenvænget i København. På trods af denne modgang kæmpede hun for at slå sit navn fast som kunstner og for kvindernes rettigheder som kunstnere. Susette fik privatundervisning hos en række anerkendte kunstnere og rejste ud i verden for at suge inspiration til sig - blandt andet på egen hånd i Egypten.

Kunstneren
Susette Holten var en talentfuld, eksperimenterende og poetisk kunstner. Hun skabte blandt andet smukke portrætter i skønvirkestil og malede drømmende norske landskaber. Hun var en del af den første generation af kvindelige danske kunstnere, der fik en plads på den danske kunstscene. Hendes historie, hendes værk og hvordan disse spiller sammen med periodens kulturelle strømninger giver både et indblik i en unik kunstner og et udsyn på en central tid i den danske kunsthistorie.

I 1891 var Susette med til at grundlægge Den frie Udstillingsbygning som et alternativ til de censurerede og konservative udstillinger på Charlottenborg. Selvom hun udstillede hvert år på Den Frie frem til sin død i 1937, opnåede hun aldrig den samme anerkendelse som sin far, der havde været professor på Kunstakademiet, eller sine to brødre, der begge udførte en lang række offentlige udsmykningsopgaver, hvoraf den mest berømte er Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke. Men den manglende opmærksomhed gjorde, at hun turde eksperimentere kunstnerisk noget mere end sine brødre og komme nærmere den abstrakte kunst, end de nogensinde gjorde.

Første udstilling siden Susettes død
Ikke siden en mindeudstilling efter hendes død i 1937 er der blevet lavet en udstilling med Susettes værker. I anledning af 150-året for hendes fødsel den 29. januar 1863 skabte Skovgaard Museet og Vejen Kunstmuseum en stor præsentation af hendes arbejder. Mange af værkerne er blevet opsporet hos private i hele landet. De blev samlet for at demonstrere, at Susette Holten var en talentfuld og poetisk kunstner, der ikke bør forblive i glemselens skygger.

Udstillingen blev ledsaget af den første bog om Susette Holten, der nogensinde er udgivet.