image description

Det guddommelige lys
15. nov 2005 - 17. apr 2006

Det uhåndgribelige i billedkunsten
Hvad sker der når religiøse værker mødes med lys? Når lyset fortæller både i og uden for værkerne? 

Lys der blænder, lys der fortæller og lys, der vækker følelser. Lyset er den stærke kraft, der kan fortrænge mørket og knytter sig til det positive som liv, glæde, sandhed og retfærdighed.

Fra det kølige månelys, der fortæller om os om Guds magt over livet og døden, til det eksplosionsagtige lys, der blænder soldaterne idet stenen sprænges væk fra graven og Jesus genopstår fordi han ikke kan fastholdes i døden.

Lyset
Materialet om lyset arbejder med lys som en måde at udtrykke det guddommelige på og lysets rolle i vores opfattelse af billederne. Både lyset i værkerne og det lys værkerne iscenesættes med. En lyssætning, der står som et værk i sig selv.

Kunsthistorien
Lyset har en vigtig rolle i religiøs kunst. I billedkunsten er det muligt at lade lyset vise og fastholde den guddommelige kraft. Men der er forskel på, hvordan kunstnerne anvender det og hvilket formål det har i billedet.

Joakim Skovgaard skaber med sine dekorationer i Viborg Domkirke en fortællende og dekorativ stil, hvor de bibelske historier er let genkendelige. Joakim Skovgaard går tilbage til den tidlige middelalder, væk fra den fremherskende realistiske tone i sin tolkning af den religiøse kunst. Den monumentale præstation i domkirken danner skole for eftertidens kunstnere helt op til i dag. Med Joakim Skovgaards dekorative stil får lyset en langt mere fortællende rolle i billederne.