image description

Lige som andre kunstnere fra sin generation rejste Susette Holten meget. Rejserne gav anledning til at besøge andre lande og studere den kunst, der fandtes på museer, såvel som den samtidige kunst, der viste kunstens udvikling på den tid, og studere de fremmede landes særegenheder i forhold til hjemlandet. Susettes far, P.C. Skovgaard, havde for eksempel rejst i Italien, og hendes brødre, Joakim og Niels Skovgaard, rejste Europa tyndt. Susette rejste ligeledes meget i Europa, men Norge var det land, som hun rejste til flest gange.

I 1915-16 foretog Susette en længere rejse langs Norges kyst, hele vejen op til Nordkapp. På denne rejse lavede hun mange malerier af de norske landskaber, deriblandt Ranfjorden, som ligger ved byen Mo i Rana i Nordnorge ved polarcirklen. Susette blev ved med at male landskaber gennem hele sin kunstneriske karriere, og det er derfor interessant at se, hvordan hendes motiver fremstår så forskellige, alt efter hvornår hun malede dem. Hun blev ved med at udvikle og eksperimentere med sin teknik og sit stilistiske udtryk, hvor hun trak på forskellige inspirationskilder fra rejser såvel som andre kulturer og kunstnere.

Hendes maleri Ranfjorden viser et landskab med et træ, der spreder sine lange, spinkle grene ud over størstedelen af billedets forgrund. Små, lette penselstrøg angiver bladene. Mellemgrunden viser os selve fjorden. I baggrunden har Susette placeret fjelde i forskellige ”lag”, der er malet i forskellige nuancer af rosa og lilla, der bliver lysere jo længere væk, fjeldet er. Der er ingen skyggevirkninger, så det er kun farverne, der angiver dybden i billedet. På grund af de manglende skygger og ensartede farveflader synes maleriet meget fladt, men netop placeringen af de forskellige elementer oven på hinanden skaber en illusion af rumlighed. Træets bevidste placering og dets størrelse i forhold til fjeldene giver en fornemmelse af perspektiv. Med enkle midler har Susette skabt en effektfuld gengivelse af landskabet.

De farver, som Susette har brugt, skaber ikke blot rum. De rosa og lilla pastelfarver giver også en fornemmelse for det specielle lys i Nordnorge på denne årstid. Den nøje angivelse af datoen for, hvornår maleriet blev lavet, indikerer, at det er den periode, hvor midnatssolen danser. Ligesom Skagensmalerne malede det særlige lys i Skagen mellem de tvende have, Kattegat og Skagerrak, har Susette her malet det særlige lys og de specielle farver, som midnatssolen kaster over Nordnorge om sommeren.

Selv om billedet er malet i Norge, har Susette også trukket på andre inspirationskilder. De enkle, dekorative former og flade farver afslører en påvirkning fra symbolismens forenklede og ornamentale billedsprog, som også ses i Ludvig Finds maleri Portræt af en ung kunstner, et symbolistisk hovedværk i Skovgaard Museets samling. En anden inspirationskilde er den såkaldte ”japonisme”, hvor europæiske kunstnere var inspireret af japansk kunst. Det var primært i sine keramiske værker, at Susette lod sig inspirere af den japanske kunst, men det kan også ses i det aktuelle maleri med det specielle billedrum, som hun skaber med træets placering i forgrunden og dets dekorative form, der kunne minde om et bonsaitræ eller et træ, der er malet med en kalligrafisk pen. Motiver hentet fra naturen med blomster, træer og bjerge fremstillet med sirlige linjer og stiliserede former er karakteristiske for den japanske kunst.

I Ranfjorden har Susette forenet sine forskellige inspirationskilder for at skabe et af sine mest enkle og moderne malerier.

 

Værkinformation

Susette Cathrine Holten f. Skovgaard
Ranfjorden, 28. juni, 1916

Olie på lærred
Inv.nr. 10.137

Download billedet her.