Der skete noget en dag i skoven: En voldsom blæst fik træerne til at svaje. En stor gren på et bøgetræ kunne ikke stå imod de kraftige vindstød, og med et højt smæld knækkede den af og faldt tungt ned på jorden. Det er resultatet af dette drama i naturen, P.C. Skovgaard har skildret i sit maleri.

I billedets højre side ses den kraftige bøgestamme. Fra stammen rækker den afbrækkede gren horisontalt ind mod billedets centrum. Stammen er kun delvis synlig; det er grenen og knækket ved stammen, der har haft Skovgaards interesse. Han har opbygget sit maleri efter det såkaldte ”gyldne snit” – en regel om placeringen af elementer i et billede i et helt bestemt forhold til hinanden, så det opleves som harmonisk for øjet – og placeret grenens knæk fra stammen i et nøje udvalgt punkt på lærredet, så vi straks lægger mærke til det. Motivet kredser om et afgørende øjeblik i naturens cyklus af vækst, forfald og død. Denne cyklus er understreget i værkets øvrige elementer, hvor buskene i baggrunden har grønne blade, men den afknækkede grens blade er brune og visne. Linjerne fra bøgestammen til grenen til buskene i baggrunden og tilbage til stammen danner en cirkulær form, der understreger, at alt går i ring i naturen.

Naturmaler
Skovgaard var optaget af naturen. Hans kunstneriske tilgang til den var præget af en nærmest naturvidenskabelig interesse for floraen. Det fornemmer man i kunstnerens nærstudier af træer og planter, der gengiver væksterne uhyre detaljerigt og nøjagtigt. Den afblæste bøgegren og de visne blade er som motiver af forfald atypiske for P.C. Skovgaard, der som regel viste naturen fra sin frodigste side med rankt knejsende bøgetræer med grønt løv. Således bliver den afbrækkede gren en metafor for den død, vi alle – mennesker, dyr og planter – går i møde. Tidligt i sin karriere eksperimenterede Skovgaard med et andet forfaldsmotiv, og én af tidens både anerkendte kunstkritikere og frygtede præster, K.F. Wiborg (1813-1885), roste i 1841 Skovgaard for hans lyriske måde at skildre naturen på:

”Det er lykkes Hr. Skovgaard i dette Parti at give et levende Billed paa Livets mørke Timer [--]. Den unge Konstner ved neppe selv, hvad den dybe, vemodige Tone betyder, som lyder i hans Bryst; men hvis det ikke var Tilfældet, vilde han neppe med en saa dyb Følelse gjennemføre et saadant Sujet. Det er at betragte som et Klage-Digt, dette Maleri; dets elegiske Point har Hr. Skovgaard med Geniets Blik skarpt fattet i Øie, og kraftig gjennemført.”

Den melankolske stemning, som K.F. Wiborg beskriver, ses også i Bøgestamme med stor afblæst gren fra 1858. Det var sjældent, at Skovgaard kastede sig ud i melankolske motiver, da han var bekymret for, at de ikke solgte så godt. Som kunstner i guldalderen malede man ikke bare, hvad man havde lyst til, men man måtte også indrette sig efter efterspørgslen og bestillingsopgaver. I august 1858, hvor Skovgaard malede dette billede, ventede han sit andet barn med hustruen Georgia, og det var hans ansvar at forsørge den voksende familie.