De fire børn er netop kommet op af vandet, her midt i den idylliske skov. Som i mange af P.C. Skovgaards billeder er det båret af en storladen natur, hvor træerne strækker sig ind i himlen og ud af billedets ramme. Vandet er spejlblankt og stille, solens sidste stråler giver skyerne et rødligt skær, der med sit æteriske skær fastholder stemningen. De nøgne børn er skabt i det klassiske billede på det uskyldsrene menneske, som finder sit rette element i symbiose med naturen. Skoven står i sin rene, ideale grundform, hvor alt er grønt og frodigt. Evigheden fanges glimtvis før syndefaldet og tidens fordærv indtræder i den timelige verden. Romantikkens panteisme er det bærende i dette billede, hvor en plet af paradisisk skønhed er forenet med de nøgne børn.

Landskabet og ikke børnene er det væsentligste i motivet. De er underlagt den overordnede komposition og fungerer som en detalje, for at understrege stedets rummelige storhed. Naturen er altfavnende og storslået, mennesket er underordnet helheden, som en komplementerende del af en større virkelighed.

Billedrummet er afgrænset af høje buske og træer, motivet ejer en form for overjordisk ensomhed, isoleret fra resten af verden. Billedet illustrerer Skovgaards kompositoriske evner. Han formår at afveje hele billedet, så den ro, man finder i motivet også afspejles i kompositionen. Værkets linier følger det gyldne snits tredelinger og hjørnerne finder deres modsætning i det modstående hjørne.

Det gennemkomponerede billede er skabt på grundlag af studier på stedet, der efterfølgende har fungeret som grundlag for det endelige værk færdiggjort i atelieret.