Ulver og Vænelil er et af de første folkevisemotiver, Joakim Skovgaard skildrede. I maleriet viser han folkevisens klimaks, hvor Vænelil er på nippet til at halshugge kvindemorderen Ulver. Vænelil står som den store heltinde, knejsende som sejrskvinde over den bagbundne Ulver. Dette modsætningsforhold mellem Ulver og Vænelil går igen i brugen af mørke og lys, med Vænelil som en hvidgul, lysende, hævnende engel og Ulver som mørkhåret, krybende slyngel iført blodrød bluse. Himlen bag dem er optrukken til uvejr som i en spejling af dramaet i forgrunden. Bag Vænelil anes den fole (hest), der skal slæbe Ulvers lig hen over heden.

Folkevisen Ulver og Vænelil figurerer i Svend Grundtvigs bind IV om ridderviser fra 1883 under navnet Kvindemorderen; det er først i senere udgivelser som Axel Olriks Danske Folkeviser med gamle melodier (1899), at folkevisen kaldes for Ulver og Vænelil. Svend Grundtvig nævner flere udgaver af visen, hvoraf hovedparten er danske variationer trykt på flyveblade eller overleveret mundtligt, men der findes også udenlandske modstykker på svensk, engelsk, nederlandsk, tysk, italiensk og slavisk. Folkeviserne har tæt forbindelse til folkesagn og folkeeventyr, som florerede på kryds og tværs i middelalderens Europa, hvilket dannede basis for en fælles europæisk folkevise-tradition.

Visen om Ulver og Vænelil har da også en vis karakter af sagn, med sin brutale og skæbnesvangre fortælling om en snarrådig kvinde, der overlister en hensynsløs seriemorder. Ridderen Ulver har forført og dræbt otte kvinder og er i visens begyndelse i færd med at gøre Vænelil til sit niende offer. Men da han graver et hul til hendes lig og afslører sine morderiske intentioner: ”Otte jomfru’r dem har jeg gilt (forført), jeg har dem alle ved livet skilt, nu skal du være den niende ”, lokker den snedige jomfru ridderen til at falde i søvn i sit skød ved at tilbyde ham en lusekæmning. Da ridderen således er gjort midlertidigt ukampdygtig, kan Vænelil stjæle hans sværd og skære halsen over på ham. Og folen fører liget over heden, som omkvædet så morbidt lyder. Det er en brutal historie, men ridderen har jo forbrudt sig mod menneskets love og må tage sin straf i retfærdighedens navn. Med lige dele blod og forførelse har visen en åbenlys publikumsappel, og historien har tydeligvis også tiltalt Joakim Skovgaard.

Joakim kendte folkeviserne fra de mange bind om Danmarks Gamle Folkeviser, som regnes for Svend Grundtvigs store livsværk. Svend Grundtvig var folkemindeforsker, og som søn af præsten N.F.S. Grundtvig havde han en særlig plads i hjertet hos den stærkt grundtvigianske Skovgaard-familie. Brødrene Niels og Joakim Skovgaard var flittige illustratorer af de mange folkevise-udgivelser, der udkom i en lind strøm gennem slutningen af 1800-tallet og starten af det nye århundrede, og ikke sjældent var det en Skovgaard-tegning, der fik lov at pryde bogens forside. Således kan man se Joakims Ulver og Vænelil i en mindre, tegnet udgave på titelbladet af Danske Folkeviser ved Axel Olrik fra 1909.

I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallets Danmark, hvor Joakim og Niels Skovgaard havde deres kunstneriske virke, fik folkeviser og sagn deres helt store comeback, stærkt promoveret af Svend Grundtvig som en dansk pendant til tyskernes Brødrene Grimm. I denne periodes nationalistiske stemning, efter flere bitre nederlag til tyskerne, vandt motiver fra folkeviser og Danmarks oldtid for alvor indpas. Dertil kan også udbredelsen og populariteten af Grundtvigs grundtanke om folkeoplysning regnes som tungtvejende faktor i Skovgaard-familiens succes med folkevisemotiver. Hvor brødrene Niels og Joakim flittigt tegnede og malede motiver fra danske folkeviser, broderede moderen Georgia nationalromantiske motiver, ofte ud fra faderen P.C. Skovgaards forlæg. Joakims datter, Georgia, og hendes veninder Kristiane Constantin Hansen og Johanne Bindesbøll, der også kom fra kunstnerfamilier, broderede således en serie af gobeliner til udsmykningen af Dronningens værelse på Christiansborg baseret på Joakims folkevisemotiver. Motivet Ulver og Vænelil endte også med at blive vævet som gobelin flere år efter, maleriet stod færdig.