Dette værk er malet i Joakim Skovgaards barndomshjem på Rosenvænget på Østerbro i København. Hjemmet var ofte motiv for både Joakim Skovgaard og resten af Skovgaard–familiens kunstnere. Da P.C. Skovgaard døde i 1875, var Joakim og Niels Skovgaard henholdsvis 18 og 17 år gamle, mens deres lillesøster, Susette, kun var 12 år gammel. Joakim og Niels blev begge boende i villaen på Rosenvænget, som deres far havde fået bygget i 1860, mens Susette flyttede over på den anden side af gaden til Thorald Læssøes familie. Joakim Skovgaard overtog siden huset og boede der sammen med sin hustru, Agnete Lange, som han giftede sig med i 1886, og med hvem han fik 10 børn. Til at hjælpe med børnene og husholdningen havde familien en tjenestepige.

I Skovgaards maleri står pigen i et værelse med grønne vægge og gule døre. Solen skinner ind ad vinduet. Den kaster sine stråler ind i det enkelt indrettede rum og tegner lyse felter på væg og gulv. Pigen i kammeret står med siden til beskueren med ansigtet vendt væk fra lyset. Solskinnet oplyser både pigen og rummet, og som titlen angiver, er det lige så meget lysets spil som pigens tilstedeværelse, der er motiv i billedet. Scenen bliver en anledning til at undersøge sollysets virkning på farverne i rummet, der får både vægge, dør, ovn og pigens kjole til at lyse op. Døren, den høje ovn og pigens skikkelse står som tre parallelle linjer eller symbolske søjler i rummet. Deres vertikalitet giver billedet en lethed og løfter stemningen i det ellers dunkle rum. Billedet er malet med brede penselstrøg, men detaljerne på ovnen og dørhåndtag træder alligevel tydeligt frem.

Det er ikke hverdagssituationen i pigens arbejde eller hendes sociale status, Joakim Skovgaard ønsker at skildre. Pigen i værelset er blot del af en opstilling. Vi kan ikke helt se, hvad hun står og laver, men det er heller ikke det relevante i motivet. Hun har ikke kontakt med kunstneren og lader ikke til at ænse, at hun er motiv for et billede, optaget som hun er af sit arbejde. Hun er ikke opstillet som til et portræt, og ingen træk afslører hendes identitet.  

På denne måde minder Skovgaards motiv om Vilhelm Hammershøis (1864-1916) motiver af rygvendte kvinder i hjemlige omgivelser, hvor Hammershøi dog benytter sig af en helt anden farveskala end Skovgaard. Skovgaard skrev en gang om Hammershøis palet, ”Der lå fire graa og hvide Farveklatter, som omhyggeligt var afgrænsede fra hverandre. Det mærkelige ved dem var, at de var lagt Farvelag paa Farvelag, og at der var underlig glattet ned i disse Lag, saa det saa ud, som om der laa fire Østersskaller paa Paletten.” Hvis man skal se på Skovgaards farver og komposition i maleriet, kunne man også henledes til at tænke på den hollandske 1600-tals maler Jan Vermeer, der ofte malede kvinder i interiører, hvor lyset fra et vindue fremhæver farverne i stoffet i kvindens kjole og i det øvrige rum. Endnu en parallel, der kan drages til Skovgaards maleri, er Anna Anchers portrætter af kvinder i hjemlige situationer, hvor det også er lysets spil i rummet, der er skagensmalerens fokus.

Skovgaards maleri lægger sig således i forlængelse af hans egne øvelser med maleriet, hvor han eksperimenterer med farver, lys og maleteknik, men indgår også i en dansk og europæisk tradition for at skildre hjemlige interiører, hvor rummet og personer danner grundlag for en kunstnerisk øvelse.