Det Gamle Testamente i Bibelen begynder med Skabelsesberetningen, hvor Gud skaber himlen og jorden, dyrene, planterne, og de to første mennesker: Adam og Eva. De lever i fred og fordragelighed med dyrene i Paradisets Have, hvor de har lov til at spise fra alle de grønne planter. Det vil sige, fra alle undtagen et: Kundskabens Træ. Men Adam og Eva fristes af slangen.
”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.”
De dramatiske konsekvenser af denne fristelse er velkendte. I sit maleri skildrer Joakim Skovgaard fristelsen, mens scenen er endnu idyllisk. Kundskabens Træ står i al sin vælde omgivet af dyr, der i virkeligheden aldrig ville kunne eksistere sammen, så som kænguruen og løven i højre side af billedet, der næsten ser ud til at stå og konversere med hinanden. Himlen er blå, græsset er grønt, og sollyset kaster et rosa skær på skyerne og bjergene i baggrunden. Den lave sol rammer også Adam og Eva, der står i deres uskyldige nøgenhed. Foran dem knejser slangen, næsten lige så høj som dem, og dens hale bugter sig i det høje græs. Man kunne få den tanke, at Skovgaard viser solen, der går ned på deres sidste dag i Paradis. Vi ser stunden forud for Syndefaldet, før Eva og Adam drives ud af Paradisets Have.
Maleriet er præget af kraftige farver, der giver hele billedet et uvirkeligt skær. Sådan et landskab kan kun forekomme i et drømmesyn. Da Joakim Skovgaard malede dette billede i 1902, var han i gang med at skabe sine monumentale kalkmalerier med bibelske motiver i Viborg Domkirke, som han påbegyndte i 1901 og afsluttede i 1906. Motivet er både beslægtet med og fraviger den måde, som Skovgaard har skildret scenen i domkirken. Han har formodentlig malet billedet om vinteren, hvor det var for koldt og for mørkt til at arbejde i domkirken, men har holdt sig til den motivverden, der optog ham i de år. Fristelsen var et af Skovgaards yndlingsmotiver, som han skildrede flere gange både før og siden.