Værket viser en scene fra den gammeltestamentlige fortælling fra første kapitel i Samuels første bog om patriarken Elkana og hans to koner, Peninna og Hanna. Peninna havde født Elkana mange sønner og døtre, men Hanna havde ikke haft held til dette. Hvert år drog Elkana med hele familien til tabernaklet i Silo for at tilbede og ofre til Jahve. Her gav Elkana Peninna og hendes børn mange dele af slagteofret, mens Hanna kun fik en del, selvom han elskede hende lige højt. Peninna spottede herefter Hanna for kun at få en del af ofret, da Gud havde lukket hendes moderliv. Dette foregik år efter år, og til sidst brød Hanna sammen i fortvivlelse. Elkana forsøgte forgæves at trøste hende. Efter offermåltidet gik Hanna hen i templet for at bede til Gud. Her lovede hun, at hvis han gav hende en søn, ville hun skænke sønnen tilbage til Gud, så han kunne tjene ham som præst i hans tempel. Efter dette blev Hanna gravid og fødte en søn, som hun kaldte Samuel. Hun skænkede ham som lovet til templet, og som tak gav Gud hende endnu tre sønner og to døtre.

Joakim Skovgaards maleri er en fortættet version af historien om Peninna, der spotter Hanna, som så trøstes af Elkana. Motivet er belyst som en teaterscene, og sammen med de livlige farver og den kompakte komposition trækker det paralleller til både Rembrandt og Tizian. Bordet, som offermåltidet foregår ved, fylder den nederste del af billedfladen, mens et stort, rødt forhæng fylder den øverste halvdel. Mellem disse to dele er placeret de tre hovedpersoner. Peninna og hendes børn fylder godt i højre side. I midten troner Elkana og yderst til venstre ser man den fortvivlede Hanna. Man kan læse billedet ligesom en bog – fra venstre mod højre. Hannas fortvivlede ansigt og hendes hænder, der er knuget mod brystet, fanger først opmærksomheden. Mødet mellem Hannas og Elkanas hænder og blikke leder os videre til hans kappeklædte figur. Hannas blik bliver også mødt af Peninnas, der giver forklaringen på Hannas dramatiske udtryk. Peninna sidder helt roligt og smiler, flankeret af sine børn. Lyset kommer også ind fra venstre side.

Kunsten var et kald
Joakim Skovgaard har valgt at skildre det mest dramatiske øjeblik i historien. Slutningen af historien skal man dog kende sin bibel for at udlede af maleriet. Det er det ene og længe ventede barn, der bliver en stor profet og vil tjene Gud, modsætning til de mange børn på Peninnas side. Det er kvalitet frem for kvantitet! Joakim Skovgaard opfattede sin kunst som et kald. Han brugte sin kunst til at udtrykke det kristne ord, og det religiøse betød meget for ham, men først og fremmest var han kunstner. I lighed med Grundtvig, der sagde ”Først menneske, kristen så.” Som grundtvigianer var Joakim Skovgaards kristne kunst ikke fokuseret på at gøre de bibelske fortællinger levende. Han skildrede de bibelske figurer som levende mennesker. I dette billede helt bogstaveligt, da motivet blev malet på Vallekilde Højskole, hvor forstanderen Ernst Trier og hans børn sad model for Elkana og Peninnas børn.