I sommeren 1906 færdiggjorde Joakim Skovgaard sin monumentale udsmykning af Viborg Domkirke. Efter gennemførelsen af denne opgave, som havde fyldt 11 år af hans liv, skulle han finde nye udfordringer. Skovgaard besluttede sig for at rejse væk – langt væk. Nærmere bestemt til øen Java i det daværende Hollandske Østindien, i dag Indonesien.

Joakim Skovgaard havde rejst flittigt og var velkendt med det meste af Europa. Resten af verden var dog et uberørt blad. Maleren Theodor Philipsen var én af Joakim Skovgaards nære venner, og Philipsens nevø Frederik Philipsen Prahm boede i Bangil på Java, hvor han var øjenlæge. Det blev besluttet, at de to kunstnere ville rejse ned og besøge ham. Philipsen endte dog med at trække sig fra rejsen, da han havde problemer med sine øjne.

Den lange sejlads 
Den 12. december 1907 stævnede Skovgaard ud fra Genoa i Italien ombord det hollandske skib S. S. Grotius, som sejlede over Perim, Port Said og Colombo til Batavia, i dag kendt som Jakarta. Under sit ophold var Skovgaard optaget af at finde og male det eksotiske, ligesom også den franske maler Gauguin havde været det på sin rejse til de fransk polynesiske øer 15 år tidligere. I modsætning til Gauguin var det dog ikke i så høj grad den lokale befolkning, Skovgaard interesserede sig for, men derimod især de eksotiske dyr og landskabet.

Undervejs skrev Skovgaard næsten dagligt hjem, enten til sin kone Agnete og deres ti børn eller til sine venner, deriblandt Philipsen. En stor del af denne korrespondance findes i Skovgaard Museets brevarkiv, og Skovgaard udgav også sine rejseerindringer fra denne eksotiske tur i tidsskriftet ”Tilskueren” i 1909.  I 1909 udstillede han også 13 malerier fra Java i Den frie Udstillingsbygning.  Ud fra disse kilder kan man danne sig et indtryk af det halve år, hvor Skovgaard lagde Danmark bag sig og stævnede mod tropeøen Java, og de overvejelser han gjorde sig som kunstner i disse fremmede omgivelser. De afslører en mand, der var fascineret af den javanesiske natur, men som kunstner kæmpede med at skildre dens særpræg.

Maler - ikke turist
Det var ikke for at lege turist, men for at male, at Skovgaard var draget så langt væk. Som han skriver: ”Meget har jeg set, men meget naaede jeg ikke at faa at se. For jeg er Maler, foretrak derfor frem for at ture om at sidde paa Halen og male det bedste, jeg kunne finde i Nærheden.” Det var dog tit svært for Skovgaard at sidde på halen og male ude i naturen, da han var på Java i regntiden. I stedet for strålende solskin og blå himmel stod vejrudsigten ofte på regn og gråvejr: ”Igen regn i utide, lige fra morgenstunden, vi har kun haft liden sol de sidste dage, det er et ganske unormalt år, og det er ikke så morsomt at komme hjem med flest gråvejrsbilleder.”

Det er netop sådan et gråvejrsbillede, som findes i Skovgaard Museets samling. På det hæver vulkanen Penangoenan sig op over den grønne jungle. Et enkelt palmetræ stikker sin viltre top op over de andre træer. Skovgaard kæmpede med de uvante farver og lyset i troperne. Han følte, at han kom til kort og endte med at male billeder, der næsten lige så godt kunne være malet hjemme i Danmark. For dog at understrege, at hans billeder blev malet på Java, tyede han til sikre tegn på det eksotiske: palmetræer, vulkaner, rismarker og vandbøfler. Han var oprigtigt fascineret af disse fremmede elementer, men brugte dem også som redskaber til at signalere det eksotiske og dermed leve op til sine egne og andres forventninger om Java.