I 1880 rejste Joakim Skovgaard til Paris. Det var han ikke alene om. Mange kunstnere drog til den franske hovedstad i disse år, og lysets by havde så småt overtaget den evige stad, Roms, rolle som kunstmetropol.

I Paris var kunsten under hastig forandring og udvikling. Man arbejdede med farver og teknik på nye måder. Joakim Skovgaard ville lære noget nyt i Paris og søgte ind på kunstneren Léon Bonnats (1833-1922) malerskole, hvor han studerede fra december 1880 til februar 1881. Hos Bonnat fik Skovgaard øjnene op for ganske andre værdier i kunsten, end hvad han kendte hjemmefra, og lærte en helt ny genre at kende: valørmaleriet. Bonnat var kendt for sin naturalisme og havde sin egen malerskole, hvor unge kunstnere blev oplært i genren. Både P.S. Krøyer, Laurits Tuxen og Edvard Munch studerede hos Bonnat. Valørmaleriet var først og fremmest en ny måde at bruge sit blik i forhold til omgivelserne. Guldaldermaleriets naturalisme var bygget op som summen af de iagttagelser, maleren havde gjort. Alle dele af maleriet var udført med samme detaljegrad, fordi alle elementer havde samme værdi; ingen dele af motivet var vigtigere end andre.

Valørmaleri
Valørmaleriet var også naturalistisk, men arbejdede ud fra et såkaldt enhedsblik. Landskaberne blev opfattet, som øjet så dem – hvor noget var i fokus og noget ude af fokus. Der var et hovedmotiv, og det øvrige af billedet var så indordnet under dette overordnede helhedssyn. Valør - valeur på fransk - betyder kort sagt en farves klarhed eller lysstyrke, og et valørmaleri arbejder med farver i flere lysstyrker. Valørerne er således de fine farvenuancer, der spænder fra det mest lysmættede til de mørkeste skygger. Alle farver eller valører i billedet skulle så passes ind i en helhed fra lys til mørk alt efter den givne farves lovmæssighed. De lyse områder i maleriet tiltrækker sig mest opmærksomhed. Farverne skulle således afpasses, så forgrund, mellemgrund og baggrund stemte overens med farvernes lysstyrker. Hvis man mestrede denne valørteknik, havde man som kunstner mulighed for at skabe hurtigt malede skitser, som efterlignede øjets indtryk af det sete. Man kan kalde valørmaleriet forløberen for impressionismen.

Fra midten af 1800-tallet havde man kunnet købe færdigblandet maling i tuber, som var klar til at blive brugt – i modsætning til tidligere, hvor malerne selv skulle blande deres farver af farvepigmentpulver og olie. Maling på tube kunne også fås i alle nuancer – eller valører. Guldalderens kunstnere havde blandet farverne, så man ikke fik så rene farver, og brugt tynde pensler til at udføre de fine detaljer i deres malerier, hvor man næsten ikke kan se penselstrøgene. I slutningen af 1800-tallet begyndte kunstnere at påføre de ublandede farver direkte på lærredet og det med grovere pensler end tidligere.

Joakim Skovgaards landskabsstudie er et eksempel på denne maleteknik. Det er sandsynligvis malet i 1882 i Öströö i Sverige, hvor Skovgaard rejste til efter sin hjemkomst fra Paris. Fokus er på det blå skær på åen, malet i en ublandet farve. Blikket drages hen mod det punkt af åens forløb fra bunden af billedet og ind mod midten. De grønne farver står med den stærkeste valør i forgrunden, men bliver mørkere og mindre intense mod baggrunden. Skyerne på himlen kaster et sølvgråt skær på vandspejlet nederst i billedet. Farverne bliver mørkere, jo længere ind perspektivet bevæger sig. Landskabet er et af Skovgaards mest rendyrkede eksempler på valørmaleri, som han dog hurtigt udviklede sig videre fra, da han rejste længere sydpå til Italien og Grækenland og dér modtog andre påvirkninger.