Parti fra Napolibugten, 1854

Top billede

Parti fra Napolibugten, 1854. Olie på lærred


P.C. Skovgaard rejste to gange til Italien. Den første rejse fandt sted i 1854-55 og var i selskab med Skovgaards kone Georgia, og undervejs mødtes de med malerkollegaen Wilhelm Marstrand og hans hustru såvel som kunsthistoriker N.L. Høyen og hans hustru. Til den første rejse, som varede et år, havde Skovgaard modtaget et rejselegat på 600 rigsdaler fra Kunstakademiet. Skovgaard'erne opholdt sig i Parma, i Collico ved Comosøen, i Venedig, Milano, Livorno, Serravezza, Napoli og til sidst Rom. Skovgaard skrev i et brev (Skovgaard Museets brevarkiv, mappe 2, nr. 19) hjem til sin bedstefar Niels Aggersborg, om Napoli, "ved Solens Opgang sejlede vi ind i Neapels Havn, tænk Dem hvilket pragtfuldt Syn, Solen stod op bag Vesuv og denne deilige Stad laae lige for os". Skovgaard og hans hustru opholdt sig i Napoli i halvanden måned fra den 10. september til slutningen af oktober 1854. Det aktuelle maleri kunne netop afspejle Skovgaards første vue af Napoli, som han beskrev i brevet. Det viser en klassisk udsigt fra over Napolibugten mod Vesuv, og i forgrunden ses en gruppe napolitanske fiskerdrenge.

Information

Værket er købt privat i 2015 med støtte fra Kulturstyrelsen og Ny Carlsbergfondet