Trold, der suger søen ud, 1888.

Top billede

Susette Skovgaard, Trold, der suger søen ud, 1888. Glaseret keramik. Inv.nr. 14.370.

Susette Cathrine Skovgaard var den yngste af P.C. Skovgaards tre børn. Selv om det den gang ikke var almindeligt for en kvinde at være kunstner, endsige muligt for en kvinde at uddanne sig som kunstner, da kvinder ikke havde adgang til Kunstakademiet, så fornægtede Skovgaard familiens kreative arv sig ikke hos denne unge kvinde.

I 1890'erne arbejdede hun sammen med brødrene Niels og Joakim og Thorvald Bindesbøll på udviklingen af en ny form for keramik, der skulle være helt anderledes end traditionel fabriksfremstillet keramik. Hun lavede nogle forunderlige figurer, som hun selv kaldte "troldtøj". Hendes sans for leret førte hende til Den kongelige Porcelænsfabrik fra 1909 til 1914 og derefter til Bing & Grøndahl, hvor hun var kunstnerisk konsulent fra 1915 til 1918.

I keramikken fandt hun sit helt eget sprog, og som en anmelder skrev om hendes Trolden, der suger søen ud:

"vidste man ikke Besked, vilde man sikkert aldrig gætte, at "Trolden, der suger Søen ud" var Arbejder af en Dame, Frk. S. C. Skovgaard. De er prægede af en ret mandhaftig Dristighed, de er grumme langt borte fra det milde og nette, der anses for Damearbejdets Særpræg;"