Slangen frister Eva, 1902.

Top billede

Joakim Skovgaard, Slangen frister Eva, 1902. Olie på lærred, 85 x 111 cm. Inv.nr. 10.139.

Midt i billedet knejser en slange højt og stolt. Til venstre står Adam og Eva vendt mod slangen, de er imødekommende og tillidsfulde, unge og endnu uskyldige. Scenen udspiller sig midt i en frodig have med dyr og blomster. Lidt derfra står det store træ, som samler landskabet omkring sig. 
  
Slangen frister Eva, men hvordan maler man en gestikulerende slange, der hverken har arme eller ben? Joakim Skovgaard har placeret slangen midt i billedet. Hovedet er malet oven på træet, så slangen forbindes med det. Adam står med ryggen til beskueren, Eva står med hånden på Adams skulder og leder ham hen mod slangen. Det er ikke slangen, der forleder, men derimod Eva, der med Adam vender sig åbent mod den. Hun reagerer på slangens lokken, som vi kender historien, men er det det Joakim Skovgaard har malet? 
  
Himlen er uendelig blå, haven er så grøn som nogen sinde set. Adam og Eva er malet i en helt særegen brun tone. Adam ligner en yngling, Eva er afbilledet som en ungmø. Farverne er overspændte til det selvlysende. De er ikke dæmpede som i guldalderens malerier, der altid med fod i virkeligheden brugte blandede farver. De er ikke rene som hos impressionisterne, men lysende og klare, som det kun kan forekomme i et drømmesyn. Eller netop et sted hinsides den verden, vi kender. Joakim Skovgaard malede religiøse billeder på et tidspunkt, hvor kunsten havde opgivet at give udtryk for det spirituelle i et naturalistisk formsprog. I løbet af 1890'erne kom Skovgaard frem til en form og stil, der kunne formidle religiøse motiver.

På Skovgaard Museet har vi også to tallerkener, hvor Eva står i midten, og slangen bugter sig dekorativt langs kanten. Han arbejdede grundigt med sine motiver. Slangens fristelse af Eva findes også i Domkirkens udsmykning. Der har Skovgaard skildret historien lige før og lige efter slangens fristelse af Eva. Måske har museets billede været en undersøgelse af, hvordan han bedst kunne skildre scenen, men han fandt det nok ikke tilfredsstillende, siden han valgte en anden løsning til kirken.