Penangoenan, gråvejr (Prigen, Java), 1908.

Top billede

Joakim Skovgaard, Penangoenan, gråvejr (Prigen, Java), 1908. Olie på lærred, 32 x 57 cm. Inv.nr. 19.440.

Efter i 1906 at have afsluttet udsmykningen af Viborg Domkirke tog Joakim Skovgaard i slutningen af 1907 på en fire måneder lang rejse til øen Java i det nuværende Indonesien. Han skulle egentlig være rejst sammen med sin fynske malerven Theodor Philipsen, hvis nevø boede på Java. Men Philipsen blev syg, så Skovgaard rejste alene.

Under sit ophold var Skovgaard optaget af at finde og male det eksotiske, ligesom også maleren Gauguin havde været det på sin rejse til de fransk polynesiske øer omkring århundredskiftet. I modsætning til Gauguin var det dog ikke i så høj grad den lokale befolkning, Skovgaard interesserede sig for. Derimod var det især de eksotiske dyr og landskabet, han havde for øje.

Et af de motiver, som Joakim Skovgaard malede flere gange, var vulkanerne på øen, som han var dybt betaget af. Dog er disse som regel skildret i gråvejr ligesom dette maleri af vulkanen Penangoenan set fra landsbyen Prigen i det østlige Java. Dette havde to årsager. Dels var det regntid under Skovgaards ophold på øen, dels er det fugtige, tropiske klima skyld i megen dis, der gør, at himlen som regel ikke ses som strålende blå. Det ærgrede Joakim Skovgaard at male gråvejrsbilleder: "Det er ikke morsomt at komme hjem med flest gråvejrsbilleder", som han skrev. Måske tænkte han ikke kun på sig selv, men ligeså meget på, at han hermed ikke ville indfri sit publikums forventninger til billeder fra troperne. I hvert fald er Skovgaards billeder fra Java liden kendte og rejsen til Java et overset kapitel i Skovgaards biografi. De fleste værker fra Java har private ejere. Dette værk fra Java erhvervede Skovgaard Museet i 2008. Værket er erhvervet med støtte fra Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond.