Kvindedansen i Megara, 1923.

Top billede

Niels Skovgaard, Kvindedansen i Megara, 1923. Olie på masonit, 93,5 x 202,5 cm. Inv.nr. 06.637.

Niels Skovgaard kom første gang til denne græske by i 1889, hvor han så hvordan kvinderne bevægede sig over byens torv i smukke, rytmiske mønstre. Motivet måtte have betaget Niels Skovgaard, for motivet med dansen fortsætter han med at male livet igennem.

I Skovgaard Museets version af Kvindedansen i Megara er det sidste gang han vender tilbage til det motiv, han kredsede om hele livet. Han forsøgte igen og igen at nærme sig dansens bølgende rytme på pladsen og forevige bevægelsen i et stillestående øjeblik. Samtidig udfordrede motivet Niels Skovgaards farvesans med sine stærke farver og rige dekorationer understreget af det stærke lys og den kraftige skygge. Det er et atmosfæremættet maleri med de mange dansende personer, byens arkitektur og et blik ud over landskabet.

Niels Skovgaards første versioner af motivet begyndte med store, komplicerede kompositioner med store flokke af dansende, men sluttede i den helt simple og dekorative frise Trata fra 1923. Netop Skovgaard Museets billede er den sidste og endelige version af værket, hvor kunstneren har fundet frem til den mest rene form. Her har han nærmet sig ikke blot dansens bevægelse, men dens statuariske, næsten monumentale træk ved gengivelsen af en enkelt række af dansende kvinder.

Værket er således resultatet af 35 års intense studier i bevægelse af rytme i virkeligheden som på maleriets todimensionelle flade. Det er et enestående værk i Skovgaard Museets samling, og i sammenligning med de værker han har skabt i løbet af årene, hvoraf flere findes på Statens Museum for Kunst og et har udmøntet sig i altertavlen i Immanuelskirken i København, er det højdepunktet i den simplest mulige form. Af dansen og stedet.