Ægypterinde med krukke. 1887

Top billede

Ægypterinde med krukke, 1887 Olie på lærred, inv.nr. 19.534

På rejse i Egypten
I 1886-1887 rejste Susette Skovgaard alene til Egypten. Hun have store forventninger til Orienten og de billeder, hun ville male der. Opholdet blev dog også en speciel oplevelse, og bestemt ikke en ren fornøjelse. Til veninden Elise Konstantin-Hansen skrev hun nogle levende indtryk i et brev af henholdsvis den 5. og 10. januar 1887: " ak nej, her er ikke som man drømmer hjemme; men her er godt alligevel; men desværre jeg kan ikke male, det er hele Ulykken, og det aller værste er, at jeg har egentlig kun Lyst at male fine Damer, det mærker jeg men ..............., det eneste jeg har rigtig Sands for er ægte Ladies, og det er egentlig en ulykkelig Tilbøjelighed at have; de sidder jo af Venlighed for en og saa kan man ikke rigtig regjere med dem, i det hele er det slemt, men det kan ikke være andet. (.)de er saa nydelige paa en vis Maade, Kvinderne, har noget elegant, som tiltaler mig.

Maleriet Ægypterinde med krukke fra 1887 er det eneste værk fra hendes rejse til Egypten, som er lokaliseret. Med erhvervelsen af maleriet kan vi nu konstatere rigtigheden i det citerede udsagn til veninden Elise Konstantin-Hansen om, at Susette malede damer under sit ophold under de varme himmelstrøg.

Kvaliteten af Susette Skovgaard malede værk er meget svingende, men dette billede er ganske usædvanligt i forhold til de øvrige malerier, vi kender af hende, og dokumenterer således også hendes kunstneriske udvikling i disse tidlige år.

Information

Erhvervet 2014 med støtte fra Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond.